Livslinjer

At begribe verden
Bertill Nordahls blog

Kapitel 9

SVT1 sender en stimulerende og inspirerende serie for tiden – Köttberget checkar ut, hvor Claes Elfsberg, som er Sveriges mest kendte nyhedsankermand, gennem 6 afsnit af 1 times varighed, undersøger ”köttberget”, som er det svenske slagudtryk for 1968-generationen, eller 40-tallisterne, som de kaldes for i Sverige, altså mennesker, som er født i 1940-erne – betydning for samfundet.

Anledningen er at Claes Elfsberg, lige som alle andre 40-tallister, er blevet pensioneret og nu ser tilbage på den betydning, som hans egen generation har haft for det svenske samfund. Udsendelserne består af interviews med 12 kendte svenske 40-tallister, og så er udsendelserne spækket med film og musik, kunst og kultur og dokumentarmateriale fra 1960-erne, da 40-tallisterne var unge.

40-tallisterne er født under og efter 2.verdenskrig, og det har præget dem på en afgørende måde, som det ikke har præget os, som bare et født i årtiet efter. Selv er jeg født 6 år efter afslutningen på 2. verdenskrig, så umiddelbart har den ikke haft meget med min barndom og ungdom at gøre. Og alligevel har den, hvilket er gået op for mig, jo ældre jeg er blevet, fordi alt selvfølgelig var præget af den store krig og især de konsekvenser, som den fik bagefter i form af den kolde krig: Krigen, som aldrig blev til en varm krig, men som altid var latent til stede i vores bevidstheder.

De to samfundssyn, som stod stejlt over for hinanden: Den kapitalistiske verden, som vi der levede i den, yndede at kalde for den demokratiske og frie verden – og så var der den socialistiske blok, som hovedsagelig hørte til i Østeuropa, med Sovjetunionen som det store moderland. Den kolde krig har været en integreret del af min verdensforståelse siden jeg var barn.

Ligesom alle de kriser og kriger, som den forårsagede har været med til at skabe min måde at se og forstå verden på: Ungarn (1956), atommarcherne i begyndelsen af 1960-erne, Cuba-krisen (1962), mordet på præsident Kennedy (1963), mordet på Robert Kennedy (1968) Tjekkoslovakiet (1968), Vietnamkrigen (1954-1973).

Jeg husker svagt indsamlingen til Ungarn i 1956, da var jeg 5 år gammel, hvorimod mordet på præsident Kennedy i 1963, da var jeg 12 år gammel, står lysende klart for mig. Mor stod og strøg tøj, da det blev meddelt i radioen, at Kennedy var død. Mor begyndte at græde, hvilket gjorde stort indtryk på mig, fordi jeg ikke havde set min mor græde før. Vietnam-krigen var den første direkte tv transmitterede krig i Verden, som vi så hver dag i Tv-avisen. Den blev lige så almindelig som de daglige terrorattentater, som vi nu ser hver dag i nyhedsudsendelserne.

Köttbjerget prægede og præger stadig det politiske liv, kulturen og kunsten i Sverige, ligesom den stadig gør det i mange lande i den vestlige verden – også Danmark. Det har den fået meget på puklen for: 40-tallisterne, det vi i Danmark bredt betegner som 68-generationen, fylder og dominerer og giver ikke plads til nye generationer. Men samtidig er man nødt til at erkende, at 40-tallisterne er meget specielle historisk set, fordi de satte spørgsmålstegn ved en masse af de eksisterende værdier, etik og moral, børneopdragelse og kønsroller – autoriteter generelt, som blev betragtet som naturlige og sande.

Selv om der procentvis var få rebelske 40-tallister, så viser historien her 50 år senere, at deres oprør og opgør mod de bestående og eksisterende autoriteter for altid har forandret vores samfund, så de i dag er blevet almindeligt accepterede: Et nyt syn på børneopdragelse, undervisning, kvinde og manderollen, kønsrollerne, ægteskabet – og så videre.

Selv tilhører jeg den generation, som voksede op – ikke i skyggen af 40-tallistern, men i kølvandet på dem, og jeg har meget at takke dem for: Hele den måde, som jeg stadig ser eksistensen, livet og Verden på – kultur og kunst - er dybt præget af de værdier, som 40-tallisterne var med til at skabe. Ikke mindst, som det kom til udtryk i det antiautoritære oprør, den alternative verden og den komplementære verden, som alle er udtryk for andre måder at se samfundet på end den måde, som det såkaldte borgerlige og etablerede samfund ser og forstår det på.

Når jeg iagttager nutidens børn, unge og yngre mennesker, tænker jeg ofte på, hvad der kommer til at præge dem som voksne. Hvad har været – og er, vigtige og afgørende politiske og kulturelle begivenheder, som sætter deres print i dem? Som skaber deres måde at se eksistensen og livet på. Som skaber deres forståelse af samfundet. Hvad bærer de med sig videre? Umiddelbart er det bekymrende, at så få unge og yngre mennesker er aktive i bevægelser, foreninger og politiske partier, ligesom det er sjældent, at de yngre generationer manifesterer sig kollektivt. For eksempel via demonstrationer.

Det virker som om, at der ikke er ret meget kollektivitet til stede, men først og fremmest individualitet og selvcentrering – mig og jeg frem for vi og os. Det er bekymrende, fordi hver generation er nødt til at definere sig selv for at få sin identitet – sin selvforståelse. Det gør den blandt andet ved at forholde sig kritisk til de foregående generationer. En ny generation behøver ikke at lave samfundet om, men det er vigtigt, at den laver nogle korrektioner og ændringer - forandringer, som den opfatter som alt afgørende. For individets skyld. For samfundets skyld.

Som det er i dag virker det mest som om, at de yngre generationer overtager deres forældres materialistiske levevis og ganger det op. Ligesom det virker som om, at de egentlig ikke er interesseret i forandringer. De virker tilfredse og veltilpassede og har tilsyneladende ikke brug for forandringer og ændringer. At gøre oprør. Måske fordi deres forældre har tilpasset sig til dem i en grad, som har kastreret dem. Med det resultat, at de kun er interesseret i at bevare status quo, så de kan opretholde den generøse – i forhold til tidligere generationer, materielle levevis, som de er vokset op med.

Samtidig viser undersøgelser, at de generationer, som vokser op netop nu, bliver de første generationer nogensinde, som ikke som en naturlig ting kan forvente et højere leveniveau end deres forældre. Hvad det kommer til at betyde for disse generationer, vil fremtiden vise. Man kunne håbe på, at den materielle tilgang til livet vil tage af, og at der vil pible en større kollektivitet frem. At se sig selv som en del af samfundet – den store verden, og ikke kun som en selfie.

Tilbage til oversigten