Livslinjer

At begribe verden
Bertill Nordahls blog
bertill har endnu ikke angivet en biografi

Kapitel 25

For 2 år siden tog jeg de første notater til en roman, som jeg kaldte for Sugarbabe, hvor jeg ville undersøge det fænomen, at mange teenagepiger opretter seksuelle profiler på sexsites på nettet, hvor de lyver sig ældre og leger med ilden i forhold til ældre fyre og mænd. Det man også kalder for sugerdaddy fænomenet. Men jeg kom aldrig i gang med at skrive romanen i 2015, hvor jeg havde planlagt at gøre det. Jeg blev optaget af noget andet, som jeg ikke kan huske, hvad var. Men nu vil jeg prøve igen, og allerede på anden dagen lavede jeg en hurtig skitseret synopsis med 30 kapitler.

Jeg har fået godt gang i skriveriet – Sugarbabe, som jeg skriver på, mens jeg ser atletik. Jeg følger i store træk de 30 kapitler, som jeg har plottet, men det ændrer sig selvfølgelig alligevel undervejs. Min skriveteknik er den, at jeg først skriver handlingen sammen med nogle råreplikker, og så tager jeg senere og laver en reel opsætning af teksten, som den kommer til at se ud i en bog.

6 uger senere: Den første gennemskrivning af romanen er færdig.

Læs mere
263 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 24

Jeg har genopdaget en gammel yndlingssangerinde: Tanita Tikarem, som jeg fik øje på i 1988, da hendes album Antient heart udkom med hittet Twist in my sobriety. Svensk tv havde en dokumentar om lige præcis den sang, som jeg så – og så var jeg turnet på, igen. Jeg har genhørt Ancient heart, og det er et album, som holder, og så har jeg købt hendes nyeste album Closer to the people, som udkom sidste år. Antient heart udkom, da hun var bare 19 år gammel, waugh. Det er hendes mørke stemme, som trækker – mystikken i den, selv om hun i dokumentaren siger, at hun absolut ikke er mystisk eller alvorlig, som mange folk tror.

Det er et åbenlyst problem, at vi på Jordkloden lever i så mange forskellige tidsaldre – lige fra middelalderagtige samfund til science fictionagtige samfund som Japan og Sydkorea. Problemet er, når mennesker fra samfund, som ikke er så ”udviklede” som vores, kommer til vores samfund. De ved ofte ikke, hvad demokrati er, og hvad det betyder og indebærer for den enkelte borger. Ligesom de ikke hvad, hvad ligestilling mellem kønnene er, og hvad det indebærer, fordi de samfund, som de kommer fra, stadig er bærere af den patriarkalske tilgang til kønnene og samfundet, som vi forlod for over 100 år siden. Ligesom disse mennesker heller ikke forstår den form for fællesskab, som vi har i de nordiske lande – den vestlige verden, hvor vi ofte betaler halvdelen af vores løn til fælleskassen – samfundet. For disse mennesker er det uforståeligt, fordi deres tankegang stadig er knyttet til familien, slægten og klanen. Endelig er der den religiøse dimension, hvor mange af disse mennesker, hvis de er muslimer, ikke forstår og accepterer, at den civile lov står over den religiøse. For os, som bor her, er problemet, at vi skal forholde os til en masse problemstillinger, som vi for længst har forladt. I stedet for at koncentrere os om miljøet, og hvad vi kan gøre for at forbedre det. Det er en fastlåst og ulykkelig situation for alle parter.

Vi så sommerens koncert med Veronica Maggio på Stockholm Stadion, som SVT sendte. Waugh, hvilken koncert, høj elektrisk energi - og Håkan Hellström var gæstesanger. Så bliver det ikke bedre – i Sverige.

Læs mere
241 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 23

Vi ser en inspirerende, interessant og spændende norsk tv-serie – Kampen for tilværelsen, som jeg fandt på HBO Nordic: Vi følger en ung polsk mand på 28 år, som skal finde sin biologiske far i Oslo. Vi følger mandens møde med den veluddannede norske middelklasse, og møderne med de mennesker, som han træffer på sin vej, bliver til et puslespil af historier, ligesom de historier, som opstår som sidefortællinger, hvor vi får indblik i middelklassefamiliernes indbyrdes relationer. Endelig er der mødet mellem det fattige Polen og det stenrige Norge. Da jeg begyndte at holde foredrag i Norge – primært i Oslo og omegn, fik jeg et chok over, hvor dyrt alting var. Ligesom det var iøjnefaldende, hvor velklædt nordmændene var i forhold til danskere og svenskere. Norge var dengang – og er det sikkert stadig, et land, som velstandsmæssigt ligger flere niveauer over Danmark og Sverige.

 

Serien går tæt på forældre og børn, og endnu en gang slås jeg af, hvor akavet og kejtet relationen er mellem forældre og børn, når den skildres i skandinaviske serier. Men nordmændene tager stikket: Jeg har aldrig set så kuldslåede relationer i de ægteskaber og familier, som vi præsenteres for. Hvorfor er det blevet sådan i de nordiske samfund, som er blandt de rigeste i verden? Hvorfor er forældre og børn næsten fjender og modstandere, når børnene når puberteten? Det er direkte deprimerende, og serierne skildrer selvfølgelig relationen på denne måde, fordi den spejler virkeligheden. Endnu en gang får jeg bekræftet, at alt afhænger af de karakterer, vi præsenteres for. Hvis de ikke er interessante og vedkommende, kan plottet være nok så godt, uden at det betyder noget. Det bedste er selvfølgelig, hvis karakterer og plot smelter sammen til en højere enhed. Men det afgørende er karaktererne, ikke plottet, som mange fejlagtigt tror. Jeg har egentlig aldrig tænkt over det, selv om det er min levevej, men det må forholde sig på samme måde med romaner. Når man skriver en roman, er man ofte mest fokuseret på plottet, frem for karaktererne. Det er i hvert fald min egen erfaring. Men mon ikke også, at karaktererne og deres indbyrdes relationer, er det vigtigste, når det gælder romaner?

Vi puster ud oven på CSI Las Vegas, hvad nu? Hvad skal vi nu se, når vi spiser frokost? Valget er faldet på Henning Mankells Wallander Collector´s box, som består af 32 film med Krister Henriksson i hovedrollen som Kurt Walander. Vi har kun set en af filmene før, og disse 32 film vil – i bider af 45 minutter, række frem til slutningen af februar, hvor vi skal til Danmark. Vi afsluttede Orange is the new black i Smidstrup Strand, og det er en af de beste serier, vi har set længe. Vi er træt af kriminal og spændingsserier, hvor det altid handler om ”Hvem gjorde det?” Vi er interesseret i serier, hvor vi får fortal en historie om de mennesker, vi følger. Fængselsserien Orange is the new black er et patchwortæppe af historier, som væver sig ind i hinanden og giver mening. Alle mennesker indeholder en spændende historie, og det er disse historier, vi vil høre og se. Ikke ligegyldige mord, som de fleste serier er fulde af.

Læs mere
276 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 22

Magasinet Rolling Stone har lavet en top 100 liste over de bedste amerikanske tv-serier nogensinde. The Sopranos topper listen efterfulgt af The Wire, Breaking Bad, Mad Men og Seinfeld. Jeg kan kun lide Mad Men, men listen inspirerede os til at se den serie, som vi ser for øjeblikket – Deadwood, som er en western, der foregår i 1876 i South Dakota, hvor der graves efter guld. Det er dejligt at se en serie, hvor det ikke handler om mafiaen, politiet, narkotika, økonomisk kriminalitet og prostitution, og hvor der ikke snakkes i mobiltelefon hele tiden, eller hænges over en computer. Her rides der på hest i stedet for, og serien beskriver, hvordan the wild west langsomt bliver til et samfund med love og regler.

Lene har tegnet fugle til en bog siden slutningen af maj, hvor vi besluttede at lave en fuglebog. Det er blevet til en stak meget forskellige fugle, som jeg er begyndt at trykke og samle til en bog. Det er et dejligt konkret arbejde i disse dage, hvor jeg ingen indre drivkraft har til hverken at skrive, tegne eller male. Jeg er stadig lettere udmattet og har bare lyst til at flyde af sted uden mål og med. Det regner tungt, og vi har det, som de gamle her kalder for Tjernobylvejr, hvilket betyder lavtryk og træthed og et stort behov for at hvile og sove.

Vi besøgte Mummi i går på Oxenhemmet i Kalmar. Det var tungt. Siden vi besøgte hende sidst, for et par måneder siden, har hun mistet evnen til at gå. Hun kan lige rejse sig og sætte sig i en kørestol, ligesom hun nu sover store dele af dagen. Jeg spiser morgenmad, og så sover jeg hele formiddagen, indtil frokost, og så sover jeg hele eftermiddagen. Hvad tænker du på i løbet af dagen, spurgte jeg. Ingenting, jeg tænker ikke på noget, det er slut, svarede Elsberth, som er næsten blind. Jeg kan ikke se jer, I er nogle udflydende konturer, men jeg kan genkende jeres stemmer. Jeg kan ikke læse avis mere, jeg kan ikke se fjernsyn, jeg kan kun lytte til radioen eller bruge fjernsynet som en radio. Sådan er det nu. Jeg ringede til en af mine gamle bekendte forleden, og han kunne ikke huske, hvem jeg var. Det gjorde ondt. Men sådan er det nu. Flere og flere af dem, som jeg voksede op sammen med, og har haft kontakt med livet igennem, kan ikke længere huske, hvem jeg er. Er de demente? Det ved jeg ikke, men det er svært, når der ikke længere er nogen, som husker, hvem man er. Det gør ondt.

Læs mere
310 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 21

Vi genser filmatiseringen af William Boyds roman Any Human Heart, hvor vi følger Logan Mountstuart fra han fødes i England til han dør 85 år senere i Frankrig. Seriens fire afsnit består af punktnedslag i hans liv, hvor vi følger ham i forskellige aldre og faser af livet. Serien får mig selvfølgelig til at tænke på mit eget liv, og hvordan det ville være at se punktnedlag fra mit liv som teenager, i 20-erne, 40-erne og 60-erne – og de sidste år af livet i 80-erne, som jeg forhåbentlig har til gode. Hvad former et liv, hvad skaber det? Først og fremmest den personlighed, man har, tror jeg, og evnen til at gribe de muligheder, som livet tilbyder. Bostedet er også vigtigt. Dels skaber man sit eget sted, men stedet skaber også en. Geografiens vigtighed. Og så selvfølgelig det helt afgørende: Hvem man lever sammen med, ligesom arbejdet også spiller ind som personlighedsskabende. Man bliver det, man gør. Så enkelt er det.

 

Mennesker, som er meget optaget af en eneste ting, dør to gange i livet: Det kan være en topatlet, en kunstner, et menneske som har været meget optaget af sit arbejde – eller, hvad det nu kan være. Når denne aktivitet stopper, eller taber betydning, så dør man, fordi livet taber fokus og mening, tomheden indfinder – og man må genopfinde sig selv, i en ny version, hvor man har flere strenge at spille på, end den ene streng, som man har spillet på indtil da.

Når det kommer til stykket, handler alt i livet om held og uheld: Har du heldet med dig på de rigtige tidspunkter i de rigtige sammenhænge? Eller er uheldet ude efter dig? Livet er en balance mellem held og uheld. Hvis forholdet mellem held og uheld, medgang og modgang, er rigtigt, altså med en overvægt til heldet, vil man opleve, at livet har været godt.

 

Læs mere
289 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 20

Muhammed Ali: A man who views the world the same at 50 as he did at 20 has wasted 30 years of his life. Alderdom: Er alder en dom, og hvilken slags dom er det: Betinget eller ubetinget? Og hvor lang er den? Hvis man tror, er man aldrig alene. Jo nærmere, man kommer et andet menenske, desto mindre ser man hele mennesket. De store popkoncerter og rockkonserter er blevet vor tids gudstjenester. Det er der de unge og yngre mødes og tilbeder kroppen og ekstasen, hjulpet på vej af piller og alkohol. Alsterbrodagen: Vi blev indbudt til at have en bod ved fejringen af Alterbros årlige festdag. Arrangementet fandt sted ved Store Hindsjö, hvor der var opstillet nogle boder ved siden af hinanden. Vi havde de sidste to borde, som vi fyldte med postkort, bøger og nogle af Lenes små fugletegninger. Vi havde taget vores store Lilla Galleriet maleriskilt med som blikfang, og nogle malerier. Det fungerede fint, og vi havde et rimelig salg af både postkort, bøger og Lenes tegninger. Men jeg har aldrig været til byfester. Der er en bestemt form for folkelighed, som jeg ikke bryder mig om. Vi bader hver morgen nu, ofte omkring sekstiden, og det er dagens bedste dyp. Energien strømmer igennem kroppen, der langsomt åbner sig efter natten. Derefter kaffe og morgenmad, når vi kommer hjem, samt dagens aviser, Politiken på Ipaden og Barometern i papirudgave, og noget stille musik på anlægget, ofte Jan Johanssons svenska folklåter på klaver, en herlig start på dagen. Lene høstede solbærrene i dag, mens jeg klargjorde de høstede courgetter til fryseren, så vi har dem til vinter. Blåbærrene er store og potente, og det er utroligt, hvor mange courgetter de tolv courgetplanter producerer i løbet af et døgn. Og nu ligner de den store installation, som jeg havde håbet på, at de vil blive. Vinen, som vi skar ned til sokkeholderne sidste efterår, hvor der kun var en spinkel stok tilbage, fylder stort set hele området mellem trapperne, og vokser som bare pokker. En meter om ugen, har jeg målt. Helt utroligt. Jeg vander de tretten højbede og vinen, drivhuset og roserne stort set hver dag, med mindre, det har regnet. Det er ren meditation at gøre det, livgivende. Tour de France: Jeg kobler mig på de sidste fire dage, som foregår i bjergene. Det vigtigste er Jørgen Leths stemme, og det er egentlig ligegyldig, om løbet foregår lige nu, eller om det er en genudsendelse af et gammelt Tour de France, fordi det i princippet altid er det samme cykelløb, vi ser. Gentagelsens magi. Sommerens vendepunkt: Den sur-søde luft, som indikerer, at forfaldet er begyndt. Her få dage før, vi går ind i august, er havens dør langsomt begynder at lukke sig: Vi har fjernet de første planter – ærterne, fra højbedene, hvor de har stået visne den sidste uges tid. Som altid er vi forundret over, hvor hurtigt og pludseligt haven drosler ned, ligesom vi altid er forundret over – i juni, hvor hurtigt havens grøntsager er spisbare. Så – sommeren er som altid kort og hektisk og samtidig er den uendelig. Juli er en elastik måned, den er forbi næsten inden, den er begyndt, hvor maj og juni opleves lange – og nu kommer så august, september og oktober, som også plejer at opleves som lange: Når elastikken slippes i juli flyver den langsomt gennem luften og lander midt i oktober. Jeg har sendt følgende debatindlæg til Politiken: ”Frederik Dessau siger, at alder primært er en psykisk ting. Det har han ret i, men det er i lige så høj grad en fysisk og kropslig oplevelse. Det er bemærkelsesværdig, at Dessau ikke har nogle nævneværdige fysiske problemer som 89-årig. Jeg er 24 år yngre end Dessau – en nyslået 65-årig pensionist, og hvor jeg og mine jævnaldrende for 10 år siden ville have skreget af grin, hvis nogen sagde til os, at vi 10 år senere ikke ville snakke om andet end helbred, skavanker, sygdomme, undersøgelser, indlæggelser og operationer, ja, så fylder det foruroligende meget, når vi mødes i dag. Derfor trækker jeg altid på smilebåndet, når jeg læser artikler, som fortæller, at 60-erne er de nye 40-ere, 70-erne er de nye 50-ere. Det må være nogle yngre journalister, som skriver det vås, tænker jeg altid, for de skulle bare lige prøve at tilbringe nogle dage i en 65-årig krop, så ville de holde op med at skrive den slags letkøbt sludder. Ligesom vi også jævnligt kan læse, at vi alle bliver ældre. Det kan godt være, at de børn, der fødes i dag, bliver det, men os, som befinder os i 60-erne eller 70-erne, ja, vi bliver stadig ikke ældre end firs i gennemsnit, mænd lidt under, og kvinder lidt over. Samtidig lever vi i en ungdomsfikseret udødelighedskultur, hvor døden i dag er vores største tabu. Hvis man dertil lægger, at vi også lever i en kultur, hvor man forventer at ældre og gamle er evigt aktive og udadvendte, ja, så bliver det endnu sværere at forberede sig på det, som Jung formulerede som det vigtigste i livet efter de 65 år: At skrue lidt ned for tempoet og tillade sig selv og blive mere introvert, samtidig med, at man (u)bevidst forbereder sig på det uundgåelige, døden. For os, som befinder os i 60-erne og 70-erne i dag, er der et yderligere belastende problem: Vi er vokset op sammen med ungdomsoprøret, hvilket betyder, at mange af os har en selvopfattelse som værende de evigt unge, som er i opposition til alle former for autoriteter. Det betyder, at det er endnu sværere for os at tage vores alder på os, fordi vi – åh, så gerne, vil være forever young, som Dylan synger. Derfor har vi travlt med at larme op om, at aldersbegrebet skal laves om. Men alder er alder. Det kan ikke omdefineres. Det kan man ikke begrebs manipulere sig fra. Når man er 65 år, så er man 65 år. Basta. Det som kan forandres er indstillingen til alder. Den tilgang, som man har til den. Den måde, man bærer den på. Man kan sagtens være 65 år, 75 år, 85 år og døje med det ene og det andet rent helbredsmæssigt og fysisk, men det behøver jo ikke at betyde, at man så også er sandet til og stivnet mellem ørerne. Det handler om den personlighed, man har, og ikke den alder, man har. Men – alder, krop og psyke er stærkt forbundne størrelser, det kan man ikke lyve sig fra, uanset hvor behændige og velmenende omdefineringer, man betjener sig af. Vi fødes uformående, og vi ender med igen at være uformående. Sådan er livets cyklus. Det kræver en stærk mental pondus at bære alderens tiltagende uformåenhed. Det kræver nogle menneskelige kvaliteter, som det kan væres svært at udvikle i en kultur, som har det så problematisk og svært med begrebet alder, som vores kultur har det.” Lene har netop færdiglæst romankvartetten af Elena Forrente, som alle kvinder vist læser i øjeblikket. Den foregår i Napoli, og for at blive i Napoli stemningen har vi set den italienske serie Gomorra, hvor vi i 2 sæsoner har fulgt nogle mafiafamilier i en forstad til Napoli. Det er dejligt at høre italiensk, og så fortæller de historien på en anden måde, end i de typiske engelske og amerikanske serier. Lydsiden er også anderledes, meget eksperimenterende og flot. Nu ændrer lyset sig afgørende, vi ser det om morgenen, når vi tager en dukkert, der er kommet en tyngde i lyset, og især om aftenen, når vi går i seng ved titiden, er der næsten mørkt og ikke det strålende lys, som vi har haft siden maj. Bladene på træerne rasler, når det blæser og fortæller om efterårets komme. Vi spiser inde, fordi der er så mange bier og hvepse udenfor, det er en kamp at holde dem fra maden, og man er hele tiden i fare for at sluge en, når man spiser – så mad inden døre, selv om det føles absurd, fordi der stadig er varmt – op til 25-30 i løbet af eftermiddagen.
292 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 19

Et uventet gennembrud: Jeg købte for et år siden en maskine, som både kan fotokopiere og scanne og faxe, men da jeg prøvede at få den til at fungere i Smidstrup Strand, kunne jeg ikke finde ud af det. Problemet var, at den var trådløs, og at den gik ind og forstyrrede det trådløse netværk. Jeg var tæt på at smide maskinen ud, men Lene sagde: Tag den med til Skoghult og se, hvordan det går der. Jeg har haft maskinen stående i over et år, og i går tog jeg mig sammen til at se, om jeg kunne få den til at fungere her. Det kunne jeg – trådløs og det hele, og det mest overraskende er, at trykkvaliteten, når det gælder farvetryk, er rigtig god. Den er fuld på højde med den gamle Xerox maskine, hvilket er decideret overraskende, fordi vi ikke troede, at det var muligt med en ny, lille maskine. Lene sagde straks: Vi skal ikke trykke mine bøger på et trykkeri, men lave dem på samme måde som dine Billedbøger for voksne. Jeg kan meget bedre lide tanken om, at vi laver og producerer bøgerne selv. Jeg forstår, hvad hun mener, og jeg gik straks i gang med at undersøge, hvad vi har tilbage af de ting, som skal bruges til at producere spiralbøger: Maskinen til at samle bøgerne med spiral, har vi stadig. Og minsandten om jeg ikke fandt en kasse med spiraler. Og papir var vi nok af. Vi prøvede at trykke på glat og mat 160 gram papir, og den matte udgave er den, vi foretrækker, fordi det giver en ru og lækker overflade. Det eneste vi mangler, er en skæremaskine til at skære bøgerne til, fordi bøgerne skal være mindre end A4 formatet, som vi ikke bryder os om, fordi det minder for meget om de opgaver, som man laver på en uddannelsesinstitution. Så – jeg skal lige finde en skæremaskine på nettet, og så er vi ellers klare til en ny runde, hvor vi producerer vores egne bøger. Hvem skulle have troet det? Ikke mig, i hvert fald. Har du ikke lyst til selv at lave nogle bøger som før i tiden, spurgte Lene. Måske, men ikke umiddelbart. Indtil videre er jeg indstillet på at være Lenes redaktør, ligesom det bliver min opgave rent fysisk at trykke og producere bøgerne. Den proces glæder jeg mig til.

Hededagene fortsætter, det er som om alting er en måned forud i forhold til tidligere år. Allerede nu har følelsen af højsommer indfundet sig, og det plejer først at ske tidligt midt i juli. Det er mærkeligt, det er som om naturen og klimaet er speeded op efter et langt og stillestående forår, hvor vi havde det samme kolde vejr i månedsvis.

 

Endnu en fredag.

 

Læs mere
311 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 18

Det skægge ved galleriet er, at der dukker folk op, som vi kender på en eller anden måde. Som nu i går, hvor Pia Rylander pludselig bankede på døren sammen med sin nye kæreste. Det var Pia, som vi købte huset af i 2002. Da havde hun boet her i 16 år med sin mand og børn, det endte med en skilsmisse, og nu bor hun i Flygfors, som ligger tredive kilometer herfra. Hun har været pædagog og musiker, og blev pensionist for et år siden. Jeg har en stram økonomi, fortalte hun, men nu har jeg fået min frihed og kan gøre, hvad jeg vil, og hvornår jeg vil det. Det er det vigtigste.

 

Fascinerende: Nye studier af hjernen viser, at den hver nat blive renset af en calsium væske, som overrislet hjernen og gør den klar til en ny dag.

 

Sverige er en tilstand.

Læs mere
338 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 17

Smidstrup Strand: Vi har købt to dokumentarudsendelser om Carl-Henning Pedersen og David Hockney. Jeg holder meget af at se, hvordan andre kunstnere arbejder, deres daglige vaner og rutiner, hvad de gør og ikke gør, hvad jeg selvfølgelig også lægger mærke til. Jeg læste et interview med Joyce Carol Oates i Dagens Nyheter, hvor hun beskrev sit liv som forfatter sådan her: ”Mit arbejde er en del af mit liv, og jeg kan rigtig godt lide mit arbejde. Det er mere som at leve med noget, end det er at arbejde med noget.” Det er sådant jeg har det med at skrive denne dagbog – denne serie, Livslinjer. Det er ikke et arbejde, men noget, som jeg lever med. Noget som jeg gør, som en del af det liv, jeg lever. Da hun mistede sin mand for nogle år siden, oplevede hun det sådant her: ”Det er som at drukne. Som ikke at have nogen kraft tilbage, men så pludselig kommer der en bølge og kaster en op på stranden. Og så ligger man bare der. Man ligger bare der og efter en tid rejser man sig op.”

 

Vi lytter pludselig meget til Bo Kaspers Orkester, og det er ellers længe siden, at vi har gjort det. For længe siden, gik vi til koncerter med dem. Jeg tror, at det blev til fire koncerter, inden interessen ebbede ud. Men nu er bandet på banen igen. Jeg har købt Så mycket Bo Kaspers Orkester på Ipaden, 37 sange – som vi lytter til dagen lang, og endnu en gang bliver jeg bekræftet i hvor smuk og vidunderligt svensk er, når det bliver sunget. For ikke at tale om teksterne – vedkommende og ind til benet, den svenske melankoli er en lise for sjælen, herligt, tak for det.

 

Ænderne: Om morgenen, hvor jeg som regel står op mellem seks og syv, går jeg altid, når jeg har sat vandet over til kaffe, hen til vinduet og kigger ud over vores fællesareal, hvor søen ligger. Jeg kigger efter ænderne, som er særdeles aktive og livlige i denne tid, fordi det er parringstid. Allerede tidligt på morgenen – ved firetiden, er de i gang, og luften genlyder af heftig rappen og vingeslag og styrtlandinger i søen. Der er brutale kampe mellem hannerne, som jager hinanden, mens hunnerne på afstand iagttager dramaet. Det interessante med ænderne er, at det er hannerne, som er de smukke og tiltrækkende og hunnerne, der er de grå og anonyme. Når ænderne ikke befinder sig i søen, sidder de på fælleshusets tag eller på tagene på de omkringliggende huse. I Skoghult var det længe kattene, vi fulgte, men da Ernst døde og Elsberth flyttede til Kalmar, blev kattene aflivet, og nu følger vi de tre hjorte, som hører til i vores område – og i ny og næ tyskharen og dens unger.  

Læs mere
352 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 16

Skoghult: En stor undersøgelse i Sverige, hvor man har undersøgt hvilke parametre, som er vigtige for livskvaliteten og tilfredsheden med livet, når man bliver gammel, opregner disse tre parametre som de vigtigste: At man kan håndtere modgang; at man har et godt socialt netværk, og at man har en positiv tro og tillid til fremtiden.

Smidstrup Strand, det betyder, at vi ser Netflix, hvor vi i Skoghult ser HBO. Det er dejligt at vi ikke har begge muligheder begge steder. Der er stor forskel på Netflix og HBO. Hvis jeg skulle vælge, vil jeg til hver tid foretrække HBO, fordi serierne der er meget bedre og eksperimenterende. Netflix problem er, at den forsøger at være mainstream, og det er aldrig interessant og spændende, men det kan være underholdende alligevel. Vi har set fjerde sæson af House of Cards, som til vores overraskelse er rigtig god. Det er især Kevin Spacey, som viser, hvad han kan. Og så har vi set River med Stellan Skarsgård i hovedrollen. En fin serie, som er skræddersyet til Skarsgårds underspillede måde at spille på, hvor han siger så lidt som muligt. Den bedste serie, vi har set, er Rectify, hvor vi følger en fange, som har siddet 20 år i fængsel, for en forbrydelse, han ikke har gjort. Serien fanger fascinerende og skræmmende, hvordan det er for hovedpersonen at komme ud til en virkelighed, som er totalt forandret med internet, mobiltelefoner og med skærme overalt. De dage, hvor Lene har besøgt en veninde, har jeg testet nogle af de mange kriminal og spændingsserier, men jeg giver hurtigt op, fordi de er så kedelige og forudsigelige. Men mest fordi de stort set alle er skåret over den samme skabelon. De fortæller historien på den samme måde. Der er den særlige amerikanske måde. Der er den særlige engelske måde, og der er efterhånden også den særlige danske måde, hvad vi sidst så i Bedrag. Hvorimod svenskerne og nordmændene er mindre forudsigelige og favner mere bredt, men også dybt. Og så er der den tyske og franske måde. Og så videre. Det er derfor, jeg altid er på jagt efter gode serier og film, som ikke er engelske eller amerikanske: Jeg søger en anden måde at få en historie fortalt på. Nye vinkler, anderledes vinkler, andre betoninger og tilgange. En anden måde at filme på, at bruge baggrundsmusikken på.

Vi har fået to buddhafigurer i haven: For over et halvt år siden fik vi øje på et stort og smukt buddhahoved og en siddende buddha, da vi gik forbi en gård, som ligger en halv kilometer oppe ad Helsingevej i retning mod Helsinge. Vi bankede på og spurgte, om figurerne var til salg. Det var de, og vi fik os pruttet ned fra totusinde kroner til tolvhundrede for figurerne, og vi aftalte, at vi skulle se forbi senere og hente figurerne. Det gjorde vi så forleden – med et halvt års forsinkelse. Vi kørte figurerne ned til vores have på en sækvogn – noget af en opgave, og nu står de i baghaven ud mod søen. Det er som om, at de altid har stået der. Vi har endnu ikke taget stilling til, hvor de præcist skal stå, det vigtigste er, at de er her. Buddha er ankommet, hvad det så skal betyde – på et dybere plan. Herman Hesses roman Siddharta om hvordan drengen Siddharta bliver til Buddha, har altid været en af mine yndlingsromaner.

Skoghult: Kroppen skal altid lige komme sig, når vi skifter bosted. De første dage er led og muskler ømme og ryggen er træt efter de sædvanlige fem timer i bilen. Jeg kan forestille mig, at turen bliver mere og mere krævende med alderen, fordi muskler og led ikke længere er så smidige og udholdende, som de har været. Men jeg kan lide turen, hvor vi forlader den kultiverede danske have og begiver os ind i den vilde svenske natur med de store og åbne vidder. Vi skulle for øvrigt vise pas på både den danske og svenske side, inden vi kunne køre ombord på færgen og videre fra færgen. Flygtningeproblematikken præger stadig hele Europa, som langsomt lukker dørene i, mens tusindvis af flygtninge forsamles foran de pigtrådshegn, som landene har opsat. Mit hjerte bløder for disse mennesker, men samtidig siger min hjerne, at Europa ikke kan indoptage flere flygtninge. Her i Sverige er mætningsgrænsen for længst nået, og det store spørgsmål er: Hvad skal alle disse mennesker i et land, som i forvejen har en høj arbejdsløshed? Hvordan skal samfundet brødføde alle disse mennesker? Hvor skal de bo henne i et land, hvor der er mangel på lejligheder?

22. marts: Årets første havedag, hvor vi river stykket foran og bagved huset, så vi kan etablere havemøblerne. Vi samler de sammenrevne blade, grene og græs og smider hele molevitten i de ti højbede, som vi har etableret i området foran huset. Fem til venstre, to lige foran huset og tre til højre. Jeg har læst Højbede i pallerammer af Eva Robild, hvor det bliver anbefalet og lægge blade, græs og kviste i bunden af højbedene, og det råd har vi nu fulgt. Da vi kørte hjem forleden, gjorde vi et stop hos Quiltknuten i Växjö, hvor Lene købte noget stof til det patchwork tæppe - quilttæppe, som hun er i gang med. Lena Vestman, som har Quiltknuten, har en stor have, hvor hun har højbede, og vi spurgte hende til råds om hvilken jord, vi skal anvende. Ja, I skal ikke købe jord i sække, det bliver alt for dyrt, men jeg vil foreslå, at I besøger et gartneri og spørger, hvad de vil anbefale. Jeg fik min jord af en landmand, som blandede den op med komøg, så det var en meget potent jord. Det var dejligt at være tilbage i haven, ligesom det var dejligt at etablere de forskellige havemøbler. Vi har gjort det anderledes i år, fordi vi vil gøre området foran huset til en del af galleriet. Det er der de besøgende går igennem, inden de går ind i galleriet. Der skal være plads til, at gæsterne kan sidde udenfor og nyde haven og vejret.

Læs mere
338 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 15

Det er svært at forestille sig, at der kommer mere sne, men for et par år siden, kom sneen tilbage i marts og lå til slutningen af april. Men lige nu – denne lørdag i slutningen af februar, skinner solen intens og luften bobler af forår, selv om der kun er et par graders varme. Det er især lyset, der ændrer sig dag for dag: Der er lyst allerede klokken halv syv, og der er denne specielle følelse af optimisme og fremtidstro i luften, som foråret altid bærer med sig. Luften emmer af frugtbarhed og nye begyndelser, samtidig med, at den også indeholder afslutninger. Processer, der er afsluttet. Indendørs livet, som nærmer sig sin afslutning. Udendørs livet, der venter forventningsfuld.

Måske denne gang.

På et tidspunkt vil jeg prøve at bo et helt år i Skoghult, uden at besøge Danmark. Jeg vil prøve, hvordan det er at være så længe væk fra mit hjemland. Hvad vil det gøre ved mig? Hvilken indflydelse vil det få på mit liv og det, jeg gør?

Der er 38.000 plejehjemspladser i Danmark.

Vi er trætte i dag, vi er møre i kroppene, fordi vi var forbi vores naprapat i går. Vi fik den store tur, hvor kroppen blev gennemgået fra a til z, og det betyder, at der frigøres energier og spændinger. Som regel sættes der gang i de energier, der findes i kroppen. Gennemgangen af kroppen, hvor vi strækkes og bøjes og masseres og får ultralyd og måske også får sat nogle nåle i her og der, virker som et slags forstørrelsesglas og fremkalder det, som findes i kroppen. Det betyder, at man som regel får det dårligt i dagene efter, fordi kroppen skal frigøre sig fra de dårlige energier og finde tilbage til en ny balance. Hvis det går godt, vender det på det tredje og fjerde dagen. Vi lytter stadig til Carly Simons lydbog, når vi kører, og jeg har brugt dagen til dels at pakke, og til at lytte på gamle interviews og koncertoptagelser med Carly Simon. Det er inspirerende og berigende, fordi jeg har fulgt hende siden 1971, hvor hendes første album udkom. Jeg er påvirket af hendes meget personlige måde at synge på, ligesom jeg er inspireret og påvirket af hendes meget personlige tekster. Hun sætter sig selv i spil og på spil, og det kan jeg vældig godt lide. Sikkert fordi, jeg selv gør det.

Læs mere
334 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 14

Jeg har malet syv lærreder over de sidste dage. Det må være tredje eller fjerde gang, at jeg maler lærrederne over, og det tykke lag af maling på lærrederne fortæller deres egen historie om de billeder, jeg har malet på dem de sidste ti år eller mere. Jeg fik den ide, at jeg ville male nogle baggrunde til Lenes fugle, så vi kan fortsætte vores samarbejde på lærred. Det er helt anderledes at male på lærred end på papir. Lærredet kan ikke som papiret indoptage vand, hvilket gør, at jeg må bruge en anden teknik på lærredet for at få den virkning, som jeg får frem på papiret. Eller også skal jeg prøve på noget andet og undersøge, hvad lærredet har at byde på. Det jeg søger er en særlig form for mættet enkelthed, så Lenes fugle kan komme til deres ret. Baggrunden må ikke larme, men skal alligevel være så stoflig, at fuglene har noget at folde sig ud på. Vi så på lærrederne i går aftes, efter vi havde set et par afsnit af den svenske serie Ängelby - et pauseindslag, efter første del af Heimat, som vi fortsætter med at se anden del af i morgen. Lene vil prøve at male fugle på den måde, som hun gjorde til Et år til omslaget. Altså fugle, som hun streger op – tegner i kontur, så baggrunden skinner igennem dem. Det bliver spændende at se, hvad der sker. Jeg kan mærke, at det gør hende lidt nervøs at skulle male på lærred. Sikkert fordi at et lærred opleves som mere seriøst at male på end papir, hvilket det ikke er, men det er sådan, det opleves. Ängelby er en fantastisk og overraskende serie, som kun kan udspille sig i Sverige, fordi naturen fylder så meget i den. Fordi der ikke findes natur i Danmark, så eksisterer naturen heller ikke i dansk kunst, hverken på film eller i musikken, måske i billedkunsten, men det er ikke meget. Hvorimod naturen er til stede overalt i svensk kunst, uanset hvilket udtryk der er tale om. Sverige er grundlæggende et meget naturvidenskabeligt orienteret samfund, ligesom svenskerne generelt er meget jordbundne, fornuftige og praktiske. Men igen – naturen findes, og den dukker hele tiden op i kunsten - og Ängelby, hvor der helt overraskende er fyldt med overnaturlige indslag, som aldrig ville findes i en dansk serie. Det overnaturlige bliver ubesværet en accepteret og integreret del af livet og hverdagen, og når vi går i skoven, snakker vi ofte om, at det ikke er så mærkeligt, for de svenske skove emmer af feer og trolde og mærkelige væsener. Af under og overjordiske væsener, som derfor indgår i det almindelige folkevid og tilgang til tilværelsen, som det for eksempel kommer til udtryk i Astrid Lindgrens bøger.

Vi er optaget af den svenske akvarelmaler Lars Lerin, som er 61 år, hvilket betyder, at han har levet i mange år som kunstner. Ikke i upåagtethed, men pludselig er han gået gennem lydmuren og er blevet svenskernes darling – folkekær og elsket, fordi han er historien om et menneske, som har været ude i det ene og det andet misbrug, og efter mange år er blevet afgiftet, samtidig med, at han har omsider har fundet kærligheden. Lars Lerin er bøsse, og en stor del af hans identitet ligger i hans seksualitet – også i forhold til svenskerne, som elsker deres seksuelt anderledes kunstnere, det være sig bøsser eller lesbiske, transseksuelle eller drags, hvilket bryder med de ofte meget stereotype opfattelser af svenskerne, som danskerne har. Jeg kender ikke til noget andet samfund som i den grad går op i individets ret til at være sig selv – uanset hvad, bare man ikke generer andre. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg opdagede Lars Lerin og blev opmærksom på hans akvareller. Det må være 5-6 år siden, og jeg har aldrig set akvareller som hans. Det er uovertruffet artisteri, og han har en teknik, som det kun er få forundt at have. Han har sit eget museum i Karlstad, som ledes af hans brasilianske mand Junior. Lars Lerins folkeliggørelse betyder, at han pludselig høres og ses overalt i mediefladen. Der er ingen ende på de programmer, som han ikke er med i, og det er lige før, at det kammer over, men samtidig er det ham vel ondt. Han er en af den slags mennesker, som man ikke kan lade være med at holde af, fordi hans facon og væremåde er så ydmyg og afvæbnende. Vi planlægger at besøge hans museum til maj eller juni. Jeg glæder mig.    

At tænke på alle de mennesker, som har passeret gennem det liv, man har levet – jeg har levet, alle de mennesker, som man – jeg, har været i kontakt med gennem livet. Det er utrolig og overvældende at tænke på. Menneskemøder – ofte i en arbejdssammenhæng, faglig sammenhæng eller interesse sammenhæng. Ofte har jeg tænkt: Det her er et møde, som bliver til et venskab. Eller: Det her venskab fortsætter selvfølgelig. Men sådan er det ikke. Set tilbage har livet været befolket med kvinder og mænd, som har haft deres plads og betydning i en bestemt periode, hvor vi har haft et arbejdsfællesskab eller været optaget af det samme i en klub, gruppe, fællesskab eller bevægelse. Ofte af stor intensitet, så det i den givende situation og sammenhæng var svært at forestille sig, at kontakten ikke skulle fortsætte. Men det gjorde den ikke. Den gled ud og forsvandt. Og man kunne pludselig møde hinanden mange år senere og stå der lidt kejtede over for hinanden og sige forfjamsket, at vi da måtte ses. Men det skete ikke. Tiden var forpasset. Tiden var gået, og det der var engang, var der ikke mere. Fællesmængden var væk. Der var kun nostalgien og minderne tilbage, og hvor længe kan man varme sig ved det? Det er få kontakter og venskaber, der står tidens tand og distance og holder. Uanset hvad der sker. Er man heldig er der et par venner, der holder ved. Men – i nogle øjeblikke, har alle disse mennesker, som man ikke længere har kontakt med, sat deres fingeraftryk på ens liv og været med til at forme en til den, som man er nu. Det hænder, at nogle af disse mennesker dukker op i mine tanker: Lever de stadig? Hvor bor de? Hvad laver de? Hvordan er deres liv? Jeg kom til at tænke på alt det her, mens vi så nogle afsnit af Heimats andel del i går aftes. Andel del foregår i årtiet mellem 1960 og 1970, hvor vi primært følger den ene af Maries tre sønner Herman, som uddanner sig til komponist i München. Anden del er min favoritdel, fordi vi følger en gruppe unge mennesker, som træder i karakter som mennesker og kunstnere; musikere, komponister, skuespillere, instruktører, digtere, forfattere. Det er fascinerende og berigende at følge dem; jeg tror, at mange mennesker har oplevet i en periode af deres liv at være tilknyttet en gruppe – et fællesskab, som får afgørende betydning for resten af deres liv. Der er ofte tale om en kort og intens periode, som ikke desto mindre kaster lange skygger og lys resten af livet. For mig har fællesskabet i atletikklubben AIK, Vejgaard i Aalborg haft den betydning, ligesom min første mandegruppe i Esbjerg havde det – og senere mandebevægelsen i København. Fællesskaber, som har haft den dobbeltbetydning, som afgørende fællesskaber altid har: En faglighed, interesse eller opgave, som man mødes om – og så, samtidig, en menneskelig vækst, en bevidstgørelse, som man fører med sig videre i livet.  

Så er primærvalgene i gang i USA, hvor republikanerne og demokraterne skal vælge deres kandidater til præsidentvalget til november. Vi rejste i Sydamerika i 2008, da Obama og Hillary Clinton fightede om, hvem som skulle repræsentere demokraterne ved valget. Vi fulgte mange intense debatter på de forskellige hoteller, hvor vi overnattede, og det var svært at forholde sig til, om det var bedst, at det var en afroamerikaner eller en kvinde, som skulle være kandidat. Det blev Obama, som vandt og set tilbage, var det ikke godt. Han har vist sig at være en svag præsident, som ikke mestrer det politiske spil, med det resultat, at han stort set har været handlingslammet gennem otte år. Det skulle have været Hillary, som er meget rutineret og dygtig, som vandt dengang, men nu har hun chancen. Jeg krydser fingre for, at det bliver hende, der bliver demokraternes kandidat. Ligesom i Europa, er en del amerikanere trætte af de etablerede politikere, som de ikke mener, kan matche de problemer, som findes i verden nu. Som i Europa går der en nationalistisk bølge gennem USA, som er båret af længslen efter den stærke leder, som kan fikse det hele. I Europa er det flygtningestrømmene, som skaber nationalismen, og det er afmagten i den forbindelse, som aktiverer længslen efter den stærke leder, som tør skære igennem og udvise den brutalitet i forhold til flygtningene, som mange mener, at der er behov for, fordi de europæiske samfund ikke kan indoptage alle disse mennesker. For mig at se handler det om, at vi som europæere i denne tid får testet vores demokratier: Er vi så demokratiske og humane, som vi altid har bildt os selv ind, at vi er? Er vi sande demokrater, når det kommer til stykket? Eller er det bare tomme ord, som vi altid har svøbt os i, når vi snakkede om andre lande og deres indvandrer og flygtningeproblemer? For eksempel USA, som vi altid har haft travlt med at kritisere i Europa, og nu oplever vi selv en afmagt, som vi har svært ved at håndtere. Jeg er sikker på, at det i det lange løb er en rigtig god og vigtig læreproces for os alle.  

Jeg var på Facebook for nogle år siden, men stoppede, fordi jeg ikke bryder mig om det, som Facebook står for. Men nu er jeg på igen – ikke som privatperson, men fordi jeg har oprettet en side i galleriets navn – Lilla Galleriet i Skoghult i Småland, hvor vi vil orientere om, hvad der foregår. Jeg er stadig ambivalent omkring Facebook, men jeg tænker, at det er en god måde at synliggøre galleriet på. Hvis jeg bliver træt af det, kan jeg altid nedlægge siden. Jeg vil primært lægge fotografier ud, fordi gode fotografier fortæller mere end mange ord.

Læs mere
364 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 13

Et år til er gået i produktion: Jeg mailede Lenes og min første fælles tegning til Tor, og han har lavet et aldeles vidunderligt omslag, som har lige præcis den følelse, som jeg gerne vil have, at det har. Så nu er også Et år til sat i produktion. Jeg havde en fin oplevelse hos Flügger i Kalmar: Som altid faldt vi i snak med de to ansatte – Kennet og Fredrik, de er et par hyggemåse, som elsker at snakke, og de havde tjekket vores hjemmeside, siden vi var der sidst, og den ene af dem fandt de svenske haikupost kort, som jeg har lagt ud. Prøv at læs dem højt, sagde jeg til ham, og det gjorde han. Det var en intens oplevelse at høre ham læse højt - på svensk, mens han undervejs blev overrasket over det, han læste. Det er jo livsvisdom, sagde han.

Da jeg kiggede ud af vinduet i morges, så jeg en hjort rejse sig i drivhuset og forsigtigt stikke hovedet ud – og derefter forsvinde lige så stille gennem haven. Er drivhuset blevet dens vinterresidens? Senere stoppede posten med tre kasser bøger. Det var Varje dag är evigheten, som ankom, og hvilken smuk bog det er blevet. Det er altid en helt speciel oplevelse at holde en ny bog i hånden, uanset hvor mange jeg har skrevet tidligere. Hver gang er det en ny begyndelse, og jeg ved, at lige præcis denne bog allerede er sin egen. Den tilhører ikke længere mig. Den er sig selv. Den er sin egen. Jeg har oploaded e-bogs versionen af Varje dag är evigheten hos Publizon, så den nu også findes tilgængelig for danske læsere som e-bog, hvilket den fysiske bog ikke bliver, fordi den kun vil blive solgt i vores galleri, når det åbner i det sene forår, sikkert i slutningen af april eller begyndelsen af maj.

Weather Report, The legendary Live tapes: 1978-1981, Joe Zawinul, Wayne Shorter, Joco Pastorius, Peter Erskine, waugh! Fire fantastiske cd-er med koncertoptagelser af bandet, som var med til at skabe det, som i dag kendes som fusionsmusik, og alligevel er det alt for snævert at betegne gruppens musik som fusionsmusik. Jeg vil nok betegne det som verdensmusik, og jeg var så heldig at høre gruppen flere gange i koncert. Faktisk to gange indenfor den samme weekend. Første gang var på Roskilde Festivallen i 1976, som Jette, Inger, Lars og jeg var taget til for at høre netop Weather Report, som var grupppen i de år. Men derudover hørte vi selvfølgelig nogle af de grupper, som også spillede på festivalen: Dr. Hook, som optrådte spillernøgne, hvis jeg husker rigtigt, og Steeleye Span, som havde et megahit med Up around my hat. Men hovedbegivenheden var Weather Report som spillede lørdag aften, og det var en mageløs koncert. Næste formiddag tog vi toget til Århus, hvor der på Århus Stadion blev afholdt en jazzfestival med Weather Report som hovednavnet. Inden de gik på scenen sidst på aftenen, havde vi hørt det danske band Secret Oyster og de amerikansk-indiske band Shakti med John McLaughlin, som havde skabt denne gruppe efter årene med Mahavisnu Orchestra. Og så var der også et band med trommeslageren Billy Cobham, og et med George Duke, så det var en overvældende oplevelse at komme fra Roskilde til Århus Stadion.

Så er vi begyndt på den store Heimat serie, som jeg blev opmærksom på engang i begyndelsen af 1990-erne, hvor den blev sendt på dansk tv. Jeg så den ikke, men jeg kunne forstå, at det både var en anderledes, enestående og fantastisk serie. Jeg blev opmærksom på serien igen, da Heimat 3 udkom i 2004, og jeg købte Heimat 1 for at se, om det var noget for os. Det var det. Vi blev suget ind i seriens univers, som foregår i den fiktive tyske landsby Schabach, som ligger tæt på Luxenbourg. Det er i dette område – Hunsrück, at seriens instruktør Ergar Reitz er født og vokset op. Heimat serien består af tre hoveddele: Heimat 1 – en krønnike om Tyskland (1984), Heimat 2 – en krønnike om en generation (1992), Heimat 3 (2004) – en krønnike om slutninger og begyndelser og epilogen Heimat fragmentet, Kvinderne (2006). Serien, som består af 30 afsnit på i alt 52 timer, strækker sig fra 1. verdenskrigs afslutning i 1919 til år 2000 og det første tiår efter den tyske genforening i 1989. Helt overraskende udsendte Edgar Reitz i 2013 filmen Die andere Heimat – en fortælling om længsel, hvor han går tilbage til 1842 for at vise, hvordan slægten Simon blev skabt i Schabbach, hvor vi følger de to brødre Jakob og Gustav. Det var en hård og fattig tid for landbefolknnigen, og Gustav og hans kone Jette emigrerede til Brasilien, som mange andre på egnen gjorde. På den måde har filmen mange lighedstræk med Jan Troells film Udvandrene, som foregår i samme periode, hvor næsten en halv million svenskere i Småland udvandrede til USA. Der er ofte fokus på USA, som det land, man udvandrede til før i tiden, men der var også store strømme mod Sydamerika, hvor det især var Argentina og Brasilien man udvandrede til. En anden film, som minder om Die andere Heimat er Ermando Olmis film fra 1978 Træskotræet, hvor man følger en landbobefolkning omkring år 1900 i Lombardiet i Italien. Ligesom Bernardo Bertoluccis 1900 fra 1978 har samme tema. Også her følger man en landbefolkning over en tidsperiode, i dette tilfælde fra 1900 til 1945. I forbindelse med Die andere Heimat er der lavet en dokumentarfilm om filmens tilblivelse – Making of Heimat (2013). Den startede vi med at se, så vi kunne få et indblik i, hvordan den nu 82-årige Edgar Reitz arbejder. Han er meget metodisk og nøjeregnende i alt, hvad han foretager sig. Alt skal være historisk korrekt, og der springes ikke på nogen måde over, hvor gærdet ikke er højest. Derefter så vi den 3 timer lange Die andere Heimat, som må betegnes som intet mindre end et mesterværk. Den er filmet i betagende sort-hvidt, og kun få gange i filmen dukker der farver op, hvilket har en stærk virkning. Vi er nu i gang med Heimat 1 og er hoppet 75 år frem i tiden til 1917, hvor vi følger de tre familier Simon, Wiegand og Schirmer.  

Det er mord at slå tiden ihjel.

Læs mere
353 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 12

Når jeg tænker tilbage på de ti år, vi har haft vores base i Skoghult, så må jeg konstatere, at danskerne har ændret sig. Der er blevet lavere til loftet i Danmark. Intolerancen har indfundet sig, og danskerne er blevet et lille fedtet folk i små sko, som brokker sig om alle mulige småting, alt mens verden omkring dem forandrer sig radikalt – og flygtningene, dem vil vi ikke have, de skal videre til Sverige eller blive i Tyskland. Vi vil kun være sammen med nogen, der ligner os selv. Danmark – en defensiv nation, som har nok i sig selv. Det er blevet stuerent at sige, at vi ikke vil have flygtninge. Det handler om at begrænse antallet af dem. Xenofobien er i fremdrift i Danmark, selv om danskerne gerne vil lave en anden historie om deres intolerance. Der er sket en dehumanisering i et af verdens rigeste samfund, som er beskæmmende.  

Pludselig vidste jeg, hvordan omslaget til Varje dag är evigheten skal være: Mit navn og titlen skal skrives med henholdsvis en blå og rød farveblyant, og så vil jeg male forskellige farvefirkanter med akvarelfarve på de fire sider, som forsiden og bagsiden består af. Der skal ingen tegninger, fotografier eller illustrationer være. Jeg synes, at haikudigtene lægger op til denne stramhed, som samtidig – bogstavelig talt, er farvestrålende. Jeg fik anden korrekturlæsning af manuskriptet tilbage i går, jeg har rettet de små sproglige fejl, som der ikke var mange af, og har sendt manuskriptet tilbage til den tredje og sidste korrekturlæsning. Som ikke-svensker er det vigtigt for mig, at der ikke er sproglige fejl eller fordanskninger.

Når vi går om morgenen, begynder det at sne. Det er som om, at sneen venter på, at vi kommer. Først er snefnuglene sparsomme, men hurtigt bliver de som en dyne, hvor dunene vælter ud, og vi går gennem et magisk postkort landskab. Det er som da vi var børn, siger Lene, og måske er det sådan, at vi altid siger, at noget er som da vi var børn, når en naturoplevelse er særlig intens og smuk. Der er nu så megen sne, at vi er nødt til at grave stier til postkassen, garagen og kælderen – og Lene har stået på ski for første gang.

Lørdag: Det er overvældende at læse Politiken, Information og Weekendavisen – alle disse tillæg, alle disse meninger, alle disse debatindlæg, alle disse rejser – alle disse det ene og det andet. Jeg ser ud af vinduet i stedet for og iagttager hvordan lyser langsomt dukker frem af mørket og erobrer dagen.

Der var problemer med flygtninge og indvandrere i forskellige europæiske byer nytårsaften, hvor de omringede piger og unge kvinder på offentlige pladser og gramsede på dem, og i det hele taget havde en aggressiv sexistiske adfærd. Europa er rystet, hvad skal vi gøre ved det? Hvad kan vi gøre ved det? For mig er svaret, at der skal sættes en dobbelt proces i gang: Flygtningene skal sættes ind i, hvad ligestilling betyder og medfører og har af konsekvenser for forholdet mellem kvinder og mænd. Og så skal vi have en nul tolerance holdning til de mænd, der foretager disse overgreb: De skal resolut udvises fra vores samfund, fordi vi er nødt til at vise, at vi på ingen måde tolererer den slags adfærd. Det bliver tydeligere og tydeligere, at det centrale konfliktområde mellem europæerne og de muslimer, som flygter til vore samfund, er kvinderne. De muslimske mænd har store problemer med at forstå, at kvinder og mænd i de nordiske lande er ligestillet. Ligesom de har svært ved at forstå, at almindelig åben og venlig optræden fra kvindernes side, ikke skal opfattes som en invitation til sex. Jeg forudser, at vi får masser af problemer med dette i de kommende år. Og mærkeligt er det, at muslimske flygtninge flygter til kulturkristne og køns ligestillede samfund; hvorfor flygter de ikke til muslimske lande, hvor det vil være meget nemmere for dem at blive integreret?

Læs mere
342 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 11

Jeg hører Grateful Deads Fare Thee Well tour hver dag i denne tid: Optagelserne fra Soldiers Field i Chicago, som jeg har på cd, og optagelserne fra Madison Square Garden i New York, som jeg hører og ser på YouTube. I Chicago er det Trey Anastasio, som spiller Gerry Garcias guitarsoloer, og i New York er det John Meyer, og det er hans spil, jeg bedst kan lide. Hold da helt op, hvor er det godt at lytte til The Dead. Det er længe siden, jeg har hørt så livgivende musik, og det er godt at arbejde til, fordi der er tale om lange organiske numre, som ofte varer et kvarters tid.

Jeg genså dokumentaren om Bob Weir på Netflix, og det var lige så livsbekræftende som at lytte til musikken. Det var ham og Garcia, som dannede bandet i 1965-66, da Weir var bare 16 år gammel. Han er 68 år nu, og han minder mig om alt det gode, som er forbundet med hippietidens peace, love and understanding. Ligesom jeg får en følelse af historie, når jeg lytter til musikken, fordi det er min musik og min tid, som den spejler.

170. 000 danskere bor i udlandet.

Jeg er helt sikker på, at det i det lange løb er vældig godt og vigtigt for de nordiske samfund at få så mange flygtninge, som vi får i denne tid, og som vi højst sandsynlig vil få endnu flere af i de kommende år. I samfund som vores, som er så homogene og ensartede, er det vigtigt at få tilført nyt blod udefra. Ellers bliver homogeniteten forvandlet til konformitet, som vi allerede nu ser mange tegn på i de nordiske velfærdssamfund. Flygtningene giver praktiske problemer her og nu, men i det lange løb, er der tale om en fantastisk vitaminindsprøjtning – erhvervsmæssigt, men også, når det gælder kunst og kultur og – i det hele taget.

Hvordan kan man gøre, som om ingenting er sket, når alting er sket?

Læs mere
302 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 10

Hvis man forholder sig til, hvordan 60+erne præsenteres i medierne, får man hurtigt det indtryk, at der må være tale om en hyperaktiv og næsten dampagtig generation. Men hænger dette billede samme med virkeligheden? Livet som 60+er, har mange navne, den 3. alder, 3. akt, senioralderen, det grå guld, og hvad der ellers findes af betegnelser for denne fase af livet, hvor vi bliver arbejdsfri, når vi er 61,3 år, hvis vi forholder os til gennemsnitstallet for afslutningen af denne aktivitet, som for de fleste mennesker har fyldt rigtig meget i deres liv.

              

Aldersbegrebet er under voldsom forandring i disse år, hvilket er særdeles positivt. Men jeg synes, at der en del forkrampet og forskruet retorik i den omtale, der er af tidens 60+ere, hvor ”man” har travlt med at sige, at vi har en adfærd, som før i tiden tilhørte de 50-årige og så fremdeles. Altså dette, at vi har en adfærd, som er 10 år yngre end vores biologiske alder. Ja, jeg har endda læst, at nogen mener, at 60+erne er de ny 40-ere, hvilket er decideret misvisende.

For mig at se er hele denne diskussion om, at vi har en anden alder, end den vi vitterligt har, et udtryk for, at medierne og samfundet har et voldsom efterslæb i forhold til den måde, som vi opfatter alder på. Det er som om at ”man”, når der diskuteres 60+ere, forholder sig til nogle forældede og stereotype billeder og opfattelser, som hører nogle meget ”gamle” 60+ generationer til. Det til trods for, at 60+ere forholdsvis længe har sprængt disse stereotyper og har udvidet og nuanceret opfattelsen af, hvordan en 60+er er. Så for mig at se er det ikke 60+erne, som er blevet ”yngre”, men et efterslæb i mediernes og samfundets opfattelse af, hvad en 60+er er, kan og må, som alt for længe har spærret for at se 60+erne, som vi vitterligt er.

 

Læs mere
306 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 9

SVT1 sender en stimulerende og inspirerende serie for tiden – Köttberget checkar ut, hvor Claes Elfsberg, som er Sveriges mest kendte nyhedsankermand, gennem 6 afsnit af 1 times varighed, undersøger ”köttberget”, som er det svenske slagudtryk for 1968-generationen, eller 40-tallisterne, som de kaldes for i Sverige, altså mennesker, som er født i 1940-erne – betydning for samfundet.

Anledningen er at Claes Elfsberg, lige som alle andre 40-tallister, er blevet pensioneret og nu ser tilbage på den betydning, som hans egen generation har haft for det svenske samfund. Udsendelserne består af interviews med 12 kendte svenske 40-tallister, og så er udsendelserne spækket med film og musik, kunst og kultur og dokumentarmateriale fra 1960-erne, da 40-tallisterne var unge.

40-tallisterne er født under og efter 2.verdenskrig, og det har præget dem på en afgørende måde, som det ikke har præget os, som bare et født i årtiet efter. Selv er jeg født 6 år efter afslutningen på 2. verdenskrig, så umiddelbart har den ikke haft meget med min barndom og ungdom at gøre. Og alligevel har den, hvilket er gået op for mig, jo ældre jeg er blevet, fordi alt selvfølgelig var præget af den store krig og især de konsekvenser, som den fik bagefter i form af den kolde krig: Krigen, som aldrig blev til en varm krig, men som altid var latent til stede i vores bevidstheder.

De to samfundssyn, som stod stejlt over for hinanden: Den kapitalistiske verden, som vi der levede i den, yndede at kalde for den demokratiske og frie verden – og så var der den socialistiske blok, som hovedsagelig hørte til i Østeuropa, med Sovjetunionen som det store moderland. Den kolde krig har været en integreret del af min verdensforståelse siden jeg var barn.

Ligesom alle de kriser og kriger, som den forårsagede har været med til at skabe min måde at se og forstå verden på: Ungarn (1956), atommarcherne i begyndelsen af 1960-erne, Cuba-krisen (1962), mordet på præsident Kennedy (1963), mordet på Robert Kennedy (1968) Tjekkoslovakiet (1968), Vietnamkrigen (1954-1973).

Læs mere
308 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 8

Kalmar, to dage i træk: Den første dag hos vores naprapat, som gennemgik kroppen fra a til z og strakte alt det ud, som kan strækkes ud. Det føltes godt at få spændinger og ømheder bearbejdet, og jeg har en lethed i kroppen, som jeg ikke havde før, vi besøgte hende. Dagen efter gik turen til Kalmar Teater, hvor vi skulle overvære et foredrag med forfatteren Linda Olsson. Arrangementet begyndte med rygende varm fiskesuppe og brød og kaffe. Derefter var det Linda Olsson tur, og hun fortalte om sin livsrejse frem til sin første bog, som hun udgav, da hun var 56 år. Som gammel foredragsholder, kunne jeg ikke lade være med at vurdere hendes præstation, og jeg var ikke imponeret. Vi var vel 150 tilhørere, og de fleste var kvinder, vi var vel en håndfuld mænd, og jeg havde forventet, at kvinderne var mere spørgelystne, men det var de ikke. Men inspirerende og stimulerende var det alligevel, og den gamle cirkushest mærkede et lille træk i retning af manegen.

Så kom Carly Simons selvbiografi Boys in the Trees, som jeg læser lidt i hver dag. Hold da helt op, hvor hun skriver godt. Det er en ren fornøjelse at læse hendes beskrivelse af hendes far og mor og to ældre søskende, hendes venner. Bogen kredser om forholdet til hendes far, som døde forholdsvis tidligt, og som hun ikke havde en særlig god kontakt til, selv om hun gjorde alt for at få hans opmærksomhed, men den gav han hende ikke. Så et af biografiens temaer er længslen efter far, og behovet for at få fars anerkendelse. Et tema, som jeg tror, at mange kvinder kender til. Carly Simon har haft forhold til alverdens kendte mænd – skuespillere og sangere plus alt det løse, og hun er ret fantastisk til i få ord til at beskrive en mand og hans måde at være på. Men allermest er hun rightig god til at beskrive parforholdet – spillet mellem manden og kvinden og alt det, som står mellem linjerne. Som mig selv har hun altid brugt sine egne erfaringer – sit eget liv, som inspiration og afsæt for hendes tekster. Jeg har fulgt hende i 44 år og et nyt album fra hende, har altid været som at få brev fra en god ven, som man ikke ser ofte – eller har megen kontakt med, men som ikke desto mindre er der som et stabilt element i livet.    

Det er aldrig for sent at begynde på ny.

Jeg er blevet færdig med Varje dag är evigheten, som jeg kalder bogen med haikudigte for. Lene har læst den de sidste dage og er begejstret for det, hun læser. Der er noget med det svenske sprog, som er fantastisk, siger hun. Linda Olsson skriver på både svensk og engelsk, og hun blev efter foredraget spurgt, hvordan sprogene influerer på hinanden. Det havde hun svært ved at sætte ord på, bortset fra, at hun oplevede det som en gensidig befrugtende proces. Det gør jeg også. For mig er der stor forskel på at skrive på dansk og på svensk. Selv om dansk er mit modersmål, så synes jeg, at svensk er et smukkere sprog. Af en eller anden grund er svensk mere præcist end dansk. Der er ikke så mange biord – så mange fyldord, på svensk, og det betyder, at ordene står mere præcise end på dansk, hvor der er mange biord. Biord kan være rigtig gode, men de kan også tage kraften af en sætning, fordi de bliver en slags puffer. De mange biord i det danske sprog bevirker måske også, at dansk bliver mere bablende end svensk. Sådan mere hyggenykke pykke, hvor det er svært at bruge store og højtidelige ord, fordi det lyder forkert på dansk. Måske derfor den danske ironi og sarkasme. Hvorimod store og højtidelige ord lyder rigtigt godt på svensk, hvor de på ingen måde lyder oppustede, pinlige eller som for meget, hvad de næsten altid gør på dansk.

Vores værste hemmeligheder deler vi med alle andre.

Læs mere
286 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 7

Når Lene og jeg diskuterer kønsroller og ligestilling, slutter jeg ofte diskussionen med at sige: Det eneste vi mænd har tilbage, er vores rejsning! Det griner vi så lidt af, men selvfølgelig ligger der alvor bag udsagnet, fordi det fortæller historien om, hvad der er sket med os mænd i de 20-30 år ligestillingen for alvor har pågået i samfundet. Der er forskel på at have en tissemand og en pik, en tissemand tisser man med, en pik har man sex med.

Min fornemmelse siger mig, hvor absurd det end kan lyde, at pikken er ved at få et comeback. Forstået på den måde, at det eneste den moderne mand har tilbage i dag, som kvinden ikke har, er en pik. En rejsning. Kvinden har selvfølgelig sin tissekone, sin kusse, sin fisse, men det er ikke mit indtryk, at kvinder generelt tænker, at det er det eneste de har tilbage, i forhold til mændene. Netop fordi kvinderne befinder sig i en offensiv position, hvor de er i gang med at erobre den store verden uden for hjemmet og moderskabet. Hvorimod vi mænd, fra en ydre betragtning, er i fuld gang med at afgive den store verden, som vi så længe har styret og ledt. Umiddelbart kan det lyde som et tilbageslag, men jeg tror, at mange mænd med tiden vil indse, hvilken gevinst det er at blive aflastet i magten. Eller glæden ved at være to køn, der løfter og bærer magten sammen.

Det interessante ved den tid, vi lever i, hvis man betragter den fra et kønsmæssigt perspektiv, er, at der foregår en foruroligende dobbeltproces: Samtidig med, at de to køn bliver mere og mere ligestillet, forventer man samtidig, at de to køn kan det samme. Heraf konflikterne i det moderne parforhold, hvor man forventer det samme af hinanden med den konsekvens, at ingen af kønnene længere har nogle domæner, der er defineret som deres eget, og hvor de derfor kan slappe af – nej, der er kamp på alle fronter. Kønnene bliver også mere og mere ens, når det gælder arbejde, hvor der efterhånden ikke er ret mange arbejdsområder tilbage, som kan defineres som klassisk og traditionelt kvindelige eller mandlige.

Der er tværtimod tale om et flydende felt, hvor de to køn med større eller mindre succes forsøger at finde deres fodfæste. Men på trods af alt dette, så eksisterer der stadig et område, som så at sige er uafhængig af alt det, som foregår på overfladen, nemlig det seksuelle – forplantningen. Hvad stiller de to køn op i en tid, hvor de psykologisk og følelsesmæssigt set bliver mere og mere ens, og de samtidig også skal tænde på hinanden seksuelt? Hvad er man nødt til at gøre, for at det hele ikke ender i, at man udelukkende er venner? At søde Jakob ikke kun er en sød venindefyr, men også bliver farlig og seksuelt tiltrækkende? Eller at tjekkede Sofie ikke bare er en af fyrene, men også er farlig og seksuelt tiltrækkende?

Svaret er, som man kan se overalt i samfundet, at de to køn i deres selviscenesættelse går mere og mere i ekstremer, for på den måde, som i et gammelt parringsritual, at pudse deres fjer i forhold til hinanden. Læg mærke til de mange, helt almindelige mænd, som iscenesætter sig med en rockeragtig æstetik: De er klippet skaldet, har tatoveringer, øreringe, læderjakke og gør alt muligt for i deres påklædning at signalere: Jeg er en mand. Jeg har en pik. En rejsning. Kvinderne gør det samme bare med omvendt fortegn og iscenesætter sig i disse år med en æstetik, som vi før i tiden forbandt med let levende kvinder i samfundet. Se mig, jeg har en kusse, en fisse!

Læs mere
382 Hits
0 Kommentarer

Kapitel 6

Kulturværftet i Helsingør: Koncert med Anne Linnet, som jeg har fulgt siden begyndelsen af 1970-erne, hvor hun sang i Tears. Senere i S & Chanel, som var store i 1970-erne – det første kvindeband i Danmark, som jeg så i koncert i Montmartre i Nørregade, hvor jeg også så hende synge Pigesind og Kvindesind – Tove Ditlevsens digte, som hun havde sat musik til. Og så kom Anne Linnet Band og Marquis De Sade, som var gigantiske i 1980-erne. Jeg faldt fra, da hendes solokarriere tog fart i 1990-erne, men her 25 år senere, er jeg tilbage. Det er hendes nye plade Alle mine drømme til dig, som har lokket mig. Koncertens første sæt er mat, Anne Linnets stemme er slidt og brugt, og det syv mand store band har svært ved at lette fra jorden.

Der skal en pause til, før der sker noget. Det er sangen Ledt efter lykken, hvor Anne Linnet synger sammen med sin søn Marcus, der får skubbet koncerten afgørende i gang, og herefter letter alt, og hun slutter med en suveræn udgave af Smuk og dejlig. Men det er tydeligt, at hun er blevet ældre – 62 år. Der er ikke meget spræl og vitalitet og – frem for alt, stemmen er godt slidt og har det indimellem svært, selv om den suveræne korsangerinde Julie gør sit bedste for at løfte den. Der var perioder af koncerten, primært i første sæt, hvor hun virkede som en kustode i sit eget museum, men er der noget, hun er rigtig god til, så er det at introducere en sang, og det er sædvanligvis de fleste sangeres problem. Men det er Anne Linnet rigtig god til, hvor hun drysser betragtninger og livsvisdom ud over tilhørerne,

Da vi kørte hjem, snakkede vi om hvilke sangere og sangskrivere, som har præget populærkulturen i Danmark siden 1970-erne, og vi kunne komme i tanke om Kim Larsen, Sebastian, Anne Linnet og Lars Lilholt, som de vigtigste. De har taget det lange seje træk gennem næsten fem årtier, og har altid været der – på godt og ondt. Men pointen er, at de har været der og stadig er der og giver deres besyv med. Koncerten startede for øvrigt med en rigtig god sang om flygtningesituationen, og så spillede hun alle sangene fra det nye album som, sammen med hendes kendte sange, viser, at hun om nogen er den sanger i Danmark, som skriver og synger bedst om parforholdet og dets genvordigheder.

Så – tre meget forskellige koncerter de sidste tre uger: Dave Matthew Band, Joan Armatrading og Anne Linnet. Fælles for alle tre er, at de har været på banen meget længe og har overlevet alle mulige trends og modeluner, fordi de altid har turdet være sig selv, ligesom de har været tro mod sig selv.  

At afdække.

Læs mere
324 Hits
0 Kommentarer